Billede fra læringsforløb i Aron
Model for et bæredygtigt arbejdsliv
Model for et bæredygtigt arbejdsliv
Aron har udviklet en model for et bæredygtigt arbejdsliv, en såkaldt arbejdslivs-prisme. Modellen viser de parametre, der skal til for at skabe et bæredygtigt arbejdsliv. Modellen blev oprindeligt udviklet til kunst- og kulturarbejdere, men tilpasses den enkelte målgruppe.
 Af: Julie Dinesen, senest opdateret 30. oktober 2022

I forbindelse med projekt GRO, der handlede om at skabe bæredygtige arbejdsliv for kunst- og kulturarbejdere, udviklede Aron en prototype på en model for bæredygtigt arbejdsliv. Modellen viser, hvilke parametre der har indflydelse på det bæredygtige arbejdsliv, og hvordan de er indbyrdes forbundne.

Modellen kalder vi prismen for bæredygtigt arbejdsliv, eller lidt mere mundret ’arbejdslivs-prismen’.

Det kan modellen

Prismen for bæredygtigt arbejdsliv har en helhedsorienteret tilgang til arbejdslivet og kan bruges til at forstå og undersøge arbejdslivet for en gruppe af mennesker. Modellen viser en række forskellige parametre, der skal være samspil imellem, for at man kan tale om et bæredygtigt arbejdsliv.
Mens mange fokuserer på, hvordan vi kommer fra A til B, så tager vi i Aron udgangspunkt i det nuværende arbejdsliv. Hvordan ser arbejdslivet ud lige nu? Hvad er godt, og hvad er mindre godt inden for parametrene? Hvad er strukturelt bestemt, og hvad har vi selv indflydelse på?

Arbejdslivsprisme
Figur 1 viser prismen for et bæredygtigt arbejdsliv©. Diamantstrukturen i modellen illustrerer, hvordan hver parameter påvirker de andre parametre.

Modellen for kunst- og kulturarbejdere

For kunst- og kulturarbejdere har vi – sammen med forskerne Ulrik Gensby fra TeamArbejdsliv og Janne Gleerup fra RUC – peget på otte parametre, der har indflydelse på kunst- og kulturarbejderes fremtidige bæredygtige arbejdsliv. De otte parametre er forbundet. Fx har ’sund krop’ indflydelse på ’faglighed og kreativ skabelse’. Der skal med andre ord være samspil imellem parametrene for at skabe et bæredygtigt arbejdsliv.

For kunst- og kulturarbejdere drejer det sig om:

  • psykisk arbejdsmiljø
  • arbejdsmarkedets rammer og normer
  • faglighed og kreativ skabelse
  • omsorgsfuldhed og verdensbidrag
  • sund krop
  • familie og andet liv
  • forretning og salg
  • identitet og værdier

 

Under hver parameter ligger en række temaer, som vi arbejder med i det bæredygtige arbejdsliv – fx kan ’søvn’ ligge under en parameter som ’sund krop’. Udover at have indflydelse på kroppen har søvn betydning for de andre parametre i prismen og dermed det bæredygtige arbejdsliv.

Prismen er udviklet som et dialogværktøj. I kunst- og kulturarbejdernes tilfælde arbejdede vi med parametrene og temaerne i vækstgrupper. På den måde gav værktøjet mulighed for at komme hele vejen rundt om de forskellige elementer i en deltagers arbejdsliv.